Den humanitære krisen i Gaza?

Det er nok ikke så stor nød eller humanitær krise på Gaza-stripa som mediene og palestinakomiteen vil ha oss til å tro. Selv Petter Eide har avkreftet at det er noen humanitær krise. Han sa at folket på Gaza-stripa har nok penger og nok mat. Her er en del bilder fra Gaza-stripa:

http://sderotmedia.org.il/bin/content.cgi?ID=714&q=1&s=5
http://www.tomgrossmedia.com/mideastdispatches/archives/001127.html
http://www.tomgrossmedia.com/mideastdispatches/archives/001072.html
http://www.tomgrossmedia.com/mideastdispatches/archives/001114.html

Kanhende det er Norske skattebetaleres penger som har gått til all den luksusen? Kan ikke si at jeg ser noen humanitær krise der.
Det finnes enda mer bilder på nettet.

Hvorfor var Libanonkrigen i 1982 nødvendig?

Dette skrev danske Hans Kristian Neerskov i 1988:

Staten Israel har nå eksistert i over førti år. I 1947 besluttet FN en deling av Palestina mellom arabere og jøder, og selv om den del jødene fikk var langt mindre enn det jødene hadde forventet, aksepterte de likevel forslaget. For det var bedre enn ingenting. I 1948 ble staten Israel grunnlagt, og i 1949 ble Israel medlem av De forente nasjoner.
I det tyvende århundre ble Israel påny en selvstendig stat, og selv om Israel ikke har tatt landet fra araberne (det er nærmest det motsatte som har skjedd), så har det lille Israel ikke hatt ro for araberne og andre muslimske land samt mange andre i verden, som vil det til livs. Israel selv arbeider stille og rolig med å oppfylle drømmen om et fredelig land for den jødiske nasjon, som gjennom tusener av år har opplevd forfølgelser, pogromer og masseutslettelser.
Israel tilbød ellers de arabere som bodde i den del av landet som jødene fikk tildelt, at de kunne bli boende i fredelig sameksistens med jøder og andre, og med samme rettigheter som alle borgere i det demokratiske Israel. Knapt var staten Israel en realitet, før store hærer overfalt det lille Israel, og en hel verden ventet i spenning på at den nye staten skulle bli knust og "jødene kastet på havet", som araberne hadde lovet. Det skjedde imidlertid ikke. Mot alle odds seiret Israel, selv om angriperne som tapte krigen, ikke bare forlangte å få de erobrede områder tilbake, men også at Israel skulle utslettes av kartet.
Siden har Israel befunnet seg i en lang krigstilstand, hvor det av og til har brutt ut kriger som Israel aldri har startet, unntatt en enkelt gang, da lang tids provokasjoner fikk Israel til å overfalle Libanon i 1982. Aldri har verdensopinionen vendt seg så sterkt mot Israel, men det man glemte å fortelle, var at det var over ti års provokasjon man nå ville gjøre opp med, og om mulig stoppe.
Allerede i 1967, etter "seksdagerskrigen", ble Libanon en base for bevæpnede terroristorganisasjoner. De fleste av disse samarbeidet med PLO, som vokste i styrke og innflytelse. Etter "Svart September" i Jordan i 1970 ble disse terroristgruppene den direkte årsak til borgerkrigen mellom kristne og muslimer i Libanon, som kostet 98.000 menneskeliv og 225.000 sårede. Denne krigen varte ikke bare 1975-76, men blusset opp med jevne mellomrom helt til 1982, da Israels aksjon la en demper på kampene.
Denne erfaring hadde man allerede fått fra "Litani-operasjonen" i 1978, da Israel ved flyangrep hadde knust noen terroristbaser inne i 'Libanon. FN hadde i lang tid lovet en forbedring av overvåkningen, uten de ønskede resultater, men "Litani-operasjonen" ga ro for en stund.
Selv om borgerkrigen i Libanon fortsatte, ga operasjonen for en tid ro i Israel, men i 1980-82 klarte FN's tropper ikke lenger å stoppe terroristenes angrep fra det sydlige Libanon inn i Israel. I denne perioden foretok PLO 248 terroristangrep mot israelske mål med raketter, landminer, bomber plassert blant befolkningen og angrep på turister. Bare i mai måned 1982, kort før Israel angrep Libanon, foretok de 26 overraskelsesangrep på Israel, hvor 29 ble drept og 260 mennesker ble såret, av disse var 170 turister. (John Laffin "The desperate War" side 4 spalte.)
  Israel kunne ikke lenger leve med denne trusselen. Man visste at store våpenarsenaler var lagret i Libanon, og turismen til Israel var sterkt truet. Derfor startet Israel overfallet, for disse terrorgruppers overfallsangrep, fortrinnsvis på sivile, kunne ikke kalles en ny krig. Derfor ble Israel kritisert for å ha startet krigen. Navnet som operasjonen fikk — "Operasjon Fred i Galilea", viser også den desperate reaksjon mot 15 års provo­kasjoner. Aksjonen viser at Israel handlet rett, for i Libanon fant man nå så store lagre av ammunisjon, våpen og tanks at det vil ta en lastebilsjåfør med vanlig åttetimers arbeidsdag 29 år å tømme våpenlagrene. Helt nøyaktig fant man:
4.000.000 kg ammunisjon
12.506 lette våpen
144 militære kjøretøyer
516 tunge våpen inkl. kanoner
359 kommunikasjonsutstyr
795 optiske utrustninger
Det er verd å legge merke til at nesten alt sammen er sovjetproduserte våpen. Blant annet var der 100 sovjetbygde tanks. Det svarer til hva verdens tredje største land, Canada, rår over.

Emanuel Minos tale og sang

http://www.youtube.com/watch?v=XQE_8BFNdQE

Til ettertanke

En mann kom sent hjem fra job, trøtt og irritabel. Ved døren ventet hans 5 år gamle sønn.
Sønn: Pappa, kan jeg spørre deg om noe? Far: Selvfølgelig. Hva lurer du på? svarte mannen. Sønn: Pappa, hvor mye tjener du i timen? Far: Det har du ingenting med! Hvorfor spør du om sånt? spurte mannen sint. Sønn: Jeg har bare lyst til å vite det. Kan du ikke være så snill å fortelle meg det? Far: Hvis du absolutt må vite det, så tjener jeg 250 kr. i timen. Sønn: Åhh, sa sønnen og kikket ned i gulvet. Kan jeg få lov til å låne 100 kroner av deg? Faren ble rasende. Hvis den eneste grunnen til at du vil vite hvor mye jeg tjener, er for at du kan gå ut og kjøpe deg en idiotisk leke eller annet tull, da kan du marsjere rett inn på rommet ditt og legge deg. Tenk over hvilken egoist du er! Jeg jobber ikke flere timer hver eneste dag for slik barnslig frekkhet! Sønnen gikk stille til rommet sitt og lukket døren. Mannen gikk og satte seg i stolen og ble mer og mer irritert over sønnens frekke spørsmål. Hvordan våger han å spørre om hvor mye jeg tjener bare for å få penger? Omtrent en time senere hadde mannen roet seg og begynte å tenke seg litt om: Kanskje guttungen virkelig trengte de 100 kronene for å kjøpe noe han trengte, og dessuten maste han svært sjelden om å få penger. Mannen gikk til guttens soveromsdør, banket på og åpnet. Sover du, gutten min? spurte han.
Nei, pappa, jeg er våken, svarte gutten.
Jeg har tenkt meg litt om og kanskje jeg var litt for streng mot deg, sa mannen. Det har vært en lang dag og uheldigvis tok jeg sinnet mitt ut på deg. Her er de 100 kronene du spurte om å få låne. Gutten satte seg straks smilende opp og ropte: Tusen takk, pappa! Så stakk han hånden innunder puten og dro frem noen krøllete sedler. Da mannen så at sønnen allerede hadde penger, begynte han å bli sint igjen. Sønnen telte pengene sakte og kikket opp på faren. Hvorfor skulle du ha flere penger når du allerede har? murret faren.
Fordi jeg ikke hadde nok, men nå har jeg det! svarte sønnen. Pappa, nå har jeg 250 kroner. Kan jeg få lov til å kjøpe en time av tiden din, for da kan du komme hjem en time tidligere i morgen og spise middag sammen med oss? Faren var knust. Han la armene rundt sønnen og ba om forlatelse.
Dette er bare en kort påminnelse til alle som jobber for mye. Vi skal ikke bare la tiden renne vekk uten å være sammen med de som virkelig betyr noe for oss, de som står oss nært. Vær så snill og husk på å spandere tid verd 250 kroner på noen du virkelig bryr deg om. Hvis vi dør i morgen, vil bedriften vi jobber for kunne erstatte oss i løpet av få timer; men familie og venner vi forlater, vil savne oss resten av livet.

Fokus på Golgata

For noen år siden var jeg på et møte der Emanuel Minos talte. Jeg tok opp talen. Der kom han inn på noe jeg festet meg med:

"For noen år siden ble jeg intervjuet av en svensk avis. Av gammel vane har jeg alltid vært forsiktig med uttalelser til ikke-kristne journalister. Avisen det gjelder har gjennom tidene vært kjent for sin kritiske holdning til troende forkynnere. Journalisten var på alle måter vennlig og spurte om dagligdagse forhold som virket intetsigende og ufarlige. Men da han skulle gå, sa han plutselig: «Minos, är Ni högreorienterat eller är Ni vänsterorienterat?

Der kom det!

Overrumplet stod jeg stille en stund og visste ikke hva jeg skulle svare. Jeg ba en liten bønn inni meg. Nærmest barnslig og på alle måter naivt slapp det ut av meg: «Journalist, jag är Golgataorienterat.» Nå var det han som ble forbauset. Med åpen munn så han på meg og sa: «Va-va vad det Ni sa?»

Jeg svarte journalisten igjen: «Jag är Golgataorienterat.»

I forbindelse med at Jesus ble korsfestet har både Lukas og Johannes kommet med noen spesielle detaljer: «Og da de kom til det stedet som heter Hodeskallen, korsfestet de både ham og forbryterne, den ene på høyre side av ham og den andre på venstre.» (Luk 23,33) Og videre: «Der korsfestet de ham, og sammen med ham to andre, en på hver side og Jesus mellom dem.» (Joh 19,18) I tillegg bør vi merke oss hva som står på et annet sted: «Den dagen ble Herodes og Pilatus venner.» De hadde tidligere ligget i fiendskap med hverandre. Og de skulle begge være med på å korsfeste Jesus.

Med en tornekrone på hodet og en blodig og gjennomstungen hånd til høyre, og en like blodig gjennomstungen hånd til venstre skulle Jesus i smerte rope: «Det er fullbrakt!» Korset dannet en horisontal linje hvor Jesu hode var vendt mot en forsonende himmel og hans føtter mot en syndefull jord. Vertikalt strakte han hendene ut til høyre og venstre til nåde for alle uansett.

Som troende bør vi være varsomme med den polarisering som finner sted for tiden. Vår oppgave er å formidle evangeliet til alle uten forbehold. I misjonsbefalingen ber Jesus oss om å gjøre alle folkeslag til disipler. «Alle folkeslag» innebærer alle slags mennesker. Det er en utfordring samtidig som det er et privilegium.

Evangelisasjon og misjon er et være eller ikke være for oss som kristne. Og jeg ber ikke om unnskyldning for en slik uttalelse. For det er bare ett navn under himmelen som vi kan bli frelst ved. Og det er navnet Jesus. Derfor skal vi formidle evangeliet til fattig og rik, høy eller lav, kjent så vel som fremmed. En av apostlene sier: «Ve meg om jeg ikke forkynner evangeliet.» Derfor bør vi som troende være Golgataorientert i ordets dypeste mening."

EN LITEN PIKES BØNN

Helen Roseveare, en misjonærlege i Zaire, fra England, fortalte denne historien, som skjedde henne mens hun var i Afrika. LES det, du kommer til å kjenne gåsehuden og gråte av glede.


«En kveld hadde jeg arbeidet hardt for å hjelpe en mor som lå på fødestuen; men på tross av alt vi gjorde for henne, døde hun og forlot sin for tidlig fødte baby og en gråtende to år gammel datter. Vi visste at det ville bli vanskelig å redde babyen fra å dø, fordi vi ikke hadde noen kuvøse. (Vi hadde heller ingen elektrisitet som kunne holde kuvøsen i gang). Vi manglet også spesielt utstyr til å mate den lille med.
Selv om vi bodde på ekvator, var ofte nettene kjølige med en farlig trekk. En jordmor- student gikk for å finne kassen vi hadde til slike babyer og bomull, som vi kunne pakke den inn i. En annen gikk for å fyre opp ovnen og fylle en varmtvanns flaske. Hun kom raskt tilbake og var svært ulykkelig for hun kunne fortelle meg at mens hun fylte opp flasken, sprakk den. Gummi råtner svært raskt i tropisk klima. «Og det er den siste varmtvanns flasken vi har!» utbrøt hun.
På samme måte som hjemme, er det ikke lurt å gråte over spilt melk i Sentral Afrika heller. De synes ikke det var noe særlig å gråte over vannflasker. De vokser ikke på trær og det finnes ingen forretninger nede langs skogsstiene. «Ja, vel.» Sa jeg, «Legg babyen så nær ovnen du tror er trygt, så legger du deg ved siden av, mellom babyen og døren, for å holde den borte fra trekken. «Din jobb er å holde babyen varm.
Dagen etter, ved 12 tiden om formiddagen, gjorde jeg slik jeg pleier, jeg gikk for å ha en bønnestund sammen med de barnehjemsbarna som hadde lyst å være sammen med meg. Jeg pleide å gi barna forskjellige forslag om ting de kunne be om og fortalte dem om den bitte lille babyen. Jeg forklarte dem om problemet vi hadde med å holde babyen varm nok og nevnte varmtvanns flasken. Babyen kunne så lett dø hvis den ble avkjølt. Jeg fortalte dem også om den lille to år gamle søsteren som gråt slik fordi hun hadde mistet mammaen sin.
I løpet av bønnetimen, ba Ruth, en ti år gammel pike, med den vanlige likefremme kortfattethet, slik våre afrikanske barn gjør: «Gud, vær så snill«, ba hun, «send oss en vannflaske. Det nytter ikke å vente til i morgen, Gud, for da kommer babyen til å dø, derfor må Du sende den i ettermiddag.» Mens jeg gispet innvendig, over dristigheten i bønnen hennes, la hun til som en naturlig konsekvens. «Og mens Du er i gang, kan Du være så snill å sende en dukke til den lille piken, slik at hun forstår at Du virkelig er glad i henne?»
Slik det ofte er med barnas bønner, ble jeg satt på plass. Kunne jeg ærlig si «Amen?» Jeg trodde jo bare ikke at Gud kunne gjøre dette. Å jo, jeg visste at Han kan gjøre alt. Bibelen sier jo det. Men det får da være grenser, ikke sant? Den eneste måten Gud kunne svare denne spesielle bønnen på, måtte være å sende meg en pakke hjemmefra. Uansett, hvis noen skulle sende meg en pakke, hvem ville pakke ned en varmtvannsflaske?
Jeg bodde på ekvator! Halvveis gjennom ettermiddagen, mens jeg underviste i sykepleieskolen, fikk jeg beskjed om at det sto en bil utenfor døren min der jeg bodde. Når jeg nådde hjem, var bilen kjørt, men der, på verandaen, sto en stor 12 kilos kartong. Jeg kunne kjenne tårene kom i øynene mine. Jeg klarte ikke å åpne pakken på egen hånd, derfor sendte jeg bud på barnehjemsbarna.
Sammen fikk vi av hyssingen ved forsiktig å knytte opp hver knute. Vi brettet papiret sammen og passet på at vi ikke rev det i stykker mer enn nødvendig. Spenningen steg. Noen og tretti eller førti par øyne stirret på den store papp kartongen. Fra toppen av, tok jeg ut klare fargede, røde strikkejakker. Øynene tindret da jeg delte dem ut. Deretter var det strikket bandasjer til de pasientene som led av spedalskhet, og barna så ut til å kjede seg litt. Så kom det fram en eske med rosiner og sultana rosiner - det skulle bli en haug boller til helgen. Så, da jeg tok hånden ned i kartongen igjen, kunne jeg kjenne den …. kunne det være sant? Jeg grep den og dro den ut --- ja, en flunkende ny gummi, varmtvanns flaske! Jeg gråt. Jeg hadde ikke bedt Gud om å sende den; Jeg hadde ikke virkelig trodd at Han kunne!
Ruth sto i første rad av barna. Hun løp fram og ropte ut, «Hvis Gud har sendt flasken, må Han ha sendt dukken også!»
Hun gjennomsøkte esken helt til bunns og dro opp den lille dukken som var kledt i de skjønneste klær!
Øynene hennes skinte! Hun hadde aldri tvilt. Hun så opp på meg og spurte: «Kan jeg få være med deg mamma og gi denne dukken til den lille piken, slik at hun vet at Jesus virkelig er glad i henne?»
Den pakken hadde vært på reise i fem hele måneder. Pakket av min tidligere søndagsskole klasse. Lederen hadde hørt og adlydt Guds tilskyndelse om å sende en varmtvanns flaske, til og med til ekvator!! Og en av pikene hadde lagt en dukke ned i esken, som skulle til et afrikansk barn - fem måneder tidligere - som et bønnesvar på en troende ti år gammel pikes bønn, for at den skulle komme «i ettermiddag».
«Før de roper, skal jeg svare!» Jes 65:24.
Lev som om Kristus døde i går, sto opp i dag morges og kommer tilbake i morgen.
Gud er virkelig EN ÆREFRYKTINNGYTENDE GUD.

Lammets brud

Frank Mangs er en av de store Guds menn som har lagt mye godt etter seg. Selv om jeg ikke har hørt så mye av Mangs taler, har jeg lest litt av det han har lagt etter seg. Her er en tale jeg fant på en nettside for noen år siden:


Halleluja! thi Herren, Gud, den almægtige, har tiltrådt Kongedømmet. Lader os glæde og fryde os og give ham Æren; thi Lammets Bryllup er kommet, og hans Brud har gjort sig rede. Og det blev givet hende at iføre sig skinnende, rent Linklæde; thi Linklædet er de helliges Retfærdshandlinger.
Joh. Aab. 19:6-8

Det er et profetisk Billede, som oprulles for os i denne Tekst. Seeren skuer fremad imod den Stund, da vor Herre Jesus skal komme igen.

Ja, Han skal komme igen. Lige saa virkelig som Han en Gang i Menneskeskikkelse vandrede omkring paa Jorden, lige saa virkelig skal Han en Gang i stor Magt og Herlighed komme tilbage i Himmelens Skyer.

Han har selv sagt det: "Thi ligesom Lynet, naar det lyner fra den ene Side af Himmelen, skinner til den anden Side af Himmelen, saaledes skal Menneskesønnen være paa sin Dag." "Men ved Midnat lød der et Raab: Se, Brudgommen kommer, gaar Ham i Møde!"

Vor Herre Jesus holder altid, hvad Han lover. Han holdt sit Løfte til sine Disciple, idet Han paa Pinsedagen udgød den Helligaand i deres Hjerter. Han holder sit Løfte til søgende Sjæle i Dag, idet Han forlader Synder og frelser Syndere. Lige saa trofast skal Han ogsaa holde sit store Løfte til sin Menighed: "Jeg skal komme igen og tage eder til mig; thi jeg vil, at der, hvor jeg er, skulle ogsaa I være".

Den Lære kendte og elskede Apostlene. "Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen med et Tilraab, med Overengels Røst og med Guds Basun, og de døde i Kristus skulle opstaa først; derefter skulle vi levende, som blive tilbage, bortrykkes tilligemed dem i Skyer til at møde Herren i Luften; og saa skulle vi altid være sammen med Herren. Saa trøster hverandre med disse Ord!" "Herren forhaler ikke Forjættelsen, men Han er langmodig for eders Skyld, idet Han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skulle komme til Omvendelse. Men Herrens Dag skal komme som en Tyv."

Om Paulus eller Peter levede i Dag og forkyndte Evangeliet paa vor Jord, vilde et af deres kæreste Emner være: Jesu Tilkommelse. Det maa blive et kært Emne ogsaa for os, thi Tegnene i vore Dage fortæller, at denne store Tildragelse er nær. Begivenhederne og Profetierne gaar Haand i Haand. Evangeliets Budskab er naaet ud til Verdens yderste Grænser. Guds Ejendomsfolk samles i dets Land igen. Freden er borttaget fra Jorden.

Alt dette og mange andre Begivenheder viser, at "Sommeren er nær". Broder, løft dit Blik, din Forløsning stunder til! Din Frelser skal komme igen!

Hvorfor skal Han komme?

Han skal komme for at hente sit Folk hjem og forløse sin ventende Brud. "Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skulle ogsaa de, som du har givet mig, være hos mig, for at de maa skue min Herlighed."

Han skal komme for at hente den Skare hjem, som Han har købt med sit Blod, den Skare, som Han gennem Aartusinder har taget ud og skilt fra Verden. Han skal fremstille for sin Fader og for Himmelens Engle dette rensede og helligede Folk, som paa Jorden var Genstand for Haan og Foragt. "Han skal forherliges i sine hellige og beundres i dem, som tro."

Han skal hente den Skare hjem, som paa en særlig Maade er Genstand for Hans hellige, rene Kærlighed. Vor Herre Jesus elsker sin Brud. Han længes efter sine Venner. Og en Dag skal denne Længsel blive saa stærk, at Han ikke længere kan udholde at se dem vandre i Taaredalen. Han skal tage Himmelens Hærskare med sig, for at den kan være Vidne til den vidunderligste af alle Tildragelser - Brudeskarens Indtog gennem Bryllupssalens Port.

Der var Jubel, da vor Herre Jesus første Gang kom tilbage fra sin Vandring paa Jorden. Da kom Han med gennemstungne Hænder og med en Pande, der var saaret af Torne. Han kom som Sejershelten fra Golgatha. Men endnu mægtigere skal Jubelen være, naar Han næste Gang drager ind gennem den himmelske Port. Da kommer Han som Kongernes Konge i Spidsen for den Skare, som Han friede af denne Verdens Fyrstes Vold. Skal du være med i den Skare?

Inden denne vidunderlige Tildragelse maa Lammets Brud være rede. Hun skal ikke gøre sig rede paa den Dag; det maa ske forud.

Det var for sent at fylde Olie i de tomme Lamper, efter at Raabet havde lydt. Det var for sent at skaffe sig Bryllupsklæder, da Kongen kom for at se paa Bryllupsgæsterne (Math. 22,11). De daarlige Jomfruer stod uden for Bryllupssalens tillukkede Port, og Manden uden Bryllupsklæder blev grebet ved Hænder og Fødder og kastet uden for i Mørket.

Lammets Brud skal tages ud af Verden, inden Jesus kommer

.

Det forstaar du. Vor Herre Jesus var en fremmed paa Jorden, da Han vandrede hernede. Og Han vilde blive en fremmed i hvert Land, i hver By og i hvert Samfund, om Han vandrede paa Jorden i Dag. Ogsaa du bliver en fremmed for Verden og en fremmed for dine gamle Venner, om du følger Lammet, ihvor det gaar. "De er ikke af Verden, ligesom heller ikke jeg er af Verden." "Forundrer eder ikke, om Verden hader eder". ´"Naar Verden hader eder, da vider, at den har hadet mig før end eder. Vare I af Verden, da vilde Verden elske sit eget; men fordi I ikke ere af Verden, men jeg har valgt eder ud af Verden, derfor hader Verden eder."

Vil du være med, naar Herren kommer, sig da Farvel til Verdens Overfladiskhed og Forfængelighed. Sig Farvel til dit gudløse Selskab, thi Lammets Brud skal ikke hentes hjem fra Danselokaler og Teatersaloner. Nej, Jesu Venner har altid været at finde "uden for Lejren," og der vil de findes den Dag, Herren kommer.

Lammets Brud skal tages ud af den verdsliggjorte Kristenhed, inden Brudgommen kommer

.

Verdensaanden er draget ind i vore Kirker, Samfund og Foreninger. Og den aand bliver stærkere for hver Dag, der gaar. Det mærker vi. Grænsen mellem Guds Rige og Verden udjævnes mere og mere. Mange tror, at Verdensaanden ikke er farlig i dens religiøse Former. Ak, ved du, at Satan hellere optræder som en Lysets Engel end som en brølende Løve.

Verdensaanden bestemmer, hvorledes kristne Mennesker skal klæde sig. Den bestemmer deres Forretningsprincipper og driver deres Politik. Den angiver Tonen i Samtale, Sang og Prædiken. Den har indtaget den tornekronede Konges Plads i mangen en Guds Forsamling, og uden for den verdsliggjorte Forsamlings tillukkede Dør staar Herren selv og raaber: "Dersom nogen hører min Røst og aabner Døren, vil jeg gaa ind til ham og holde Nadvere med ham og han med mig". Ved du hvem denne "nogen" er? Jo, det er Brudesjælen, som hører sin Brudgoms Stemme, og som lukker op for Ham i alle Livets Forhold.

Naar vor Herre Jesus faar Bestemmelsesretten i et Menneskes Liv, da tager man Afstand fra Verden saa vel som fra den verdsliggjorte Kristenhed. Man tager afstand, ikke for at anklage og dømme, men for at hjælpe. Er du, min Broder, med i denne hellige Adskillelse, som ikke bestaar i et nyt Samfund eller i en ny Lære, men i et nyt Liv.

Nej, Brudeskaren kommer aldrig til at bestaa af en synlig Organisation eller en særlig Sammenslutning. Thi Herren skal ud af alle Samfund og Forsamlinger tage et Folk, som er rede, naar Han kommer. Og det er just dette, Han er i Færd med i disse Dage. Eller hvad er da Grunden til, at saa mangt et Guds Barn gribes af denne hellige Længsel efter at faa mere af Gud og blive Herren mere lig? Dette Suk af Længsel, som gennemsitrer den kristne Verden i Dag, er intet andet end, hvad der maa gaa forud for det Raab, som snart skal lyde: "Brudgommen kommer! Gaa Ham i Møde!"

Men koster det noget at blive taget ud af Verden, saa koster det endnu mere at blive taget ud af den verdsliggjorte Kristenhed. Det har du erfaret, og det kommer du til at erfare i endnu højere Grad, jo mere Guds Vilje faar Lov at ske i dit Liv. Det gaar ikke af uden Smerte at blive løst fra dine religiøse Venner. Det koster Taarestrømme, inden Jesus bliver dit Hjertes alt.

Men Brudesjælen er villig til at betale Prisen.

Herren skal rense og hellige sin Brud, inden Han kommer.

"Jeg har trolovet eder med Kristus og ingen anden for at kunne fremstille for Ham en ren Jomfru." "Og det blev givet hende at iføre sig skinnende, rent Linklæde; thi Linklædet er de helliges Retfærdighedshandlinger."

Verdensaanden besmitter og gør uren. I sig selv er Mennesket urent og fordærvet. Derfor maa Herren rense og hellige sin Brud, thi "en ren Brudgom behøver en ren Brud". De evige Boliger tindrer og straaler af fuldkommen Renhed, og "intet urent skal nogensinde komme derind".

Hvad du og jeg mest af alt behøver, er et rent Hjerte. Og maaske er det, du mest af alt længes efter i Dag, den Renhed og Hellighed, som gør dig velbehagelig for Ham, der har "Øjne som Ildsluer".

Jeg være vil saa ren, saa ren

som Duggens Draabe i Solens Skin.

Gud være lovet, du kan faa, hvad dit Hjerte begærer, thi "dersom vi vandre i Lyset, ligesom Han er i Lyset, have vi Samfund med hverandre, og Jesu, Hans Søns Blod renser os fra al Synd".

Brudeskaren skal forenes

med sin Brudgom

-

ikke naar Han kommer - men inden Han kommer. Guds Søn skal paa den store Dag ikke forenes med en Skare fremmede, men med et Folk, som har lært at kende og elske Ham.

Trods al den Synd og Overfladiskhed, som behersker Menneskene i vore Dage, findes der dog et Folk, som kender til dette dybe, fortrolige Samfund med Jesus Kristus. Og de trives saa godt i deres Herres Samfund, at de ikke vil miste det for alle Jordens Skatte og Rigdomme. Brudesjælen søger mere end Rigdom og jordisk Lykke, den søger mere end Fremgang, Navn og Ære. Den søger Guds Velbehag og den Helligaands stadige Vidnesbyrd om Samfundet med Frelseren.

Denne Længsel er dog kun en lille Gnist af den mægtige, rene Lue, som brænder i Jesu Hjerte. Han længes efter dig langt mere end du længes efter Ham. Og Han lider i sin Kærlighed, naar du bliver lunken og kold.

Lemmerne i Kristi Legeme skal ikke blot eje Samfundet med vor Herre Jesus, men de skal eje et vidunderligt Samfund med hverandre. De helliges Samfund er en salig Virkelighed endnu i Dag. De hellige spørger aldrig, hvad Navn du bærer, eller hvor du hører til paa Jorden. De spørger efter det indre Gudsliv. De spørger efter den Aand, som aldrig lader sig begrænse af menneskelige Skranker, og som aldrig er blevet og aldrig vil blive en slavebunden Partitjener. De er blevet frelst fra Partivæsenet i alle dets Former. De er saa helligt frigjorte, at de genkender og erkender Jesu Venner, hvorsomhelst de findes. De har faaet saa meget med Gud at gøre, at de ikke har Raad til at spilde Tid og Kraft paa menneskelige Partistridigheder. Jesu Bøn, at "de maa være eet" er ved at blive virkeliggjort hos disse Mennesker. Saadan maa det ogsaa være, thi

Lammets Brud er blevet delagtiggjort i Lammets Sindelag.

Og Lammets Sindelag er den hellige Kærligheds Sindelag. Det er Vilddyrssindelagets skarpeste Modsætning. Det har du erfaret.

Du har erfaret, hvor fuldstændig umuligt det er at være haard og ukærlig, naar Lammet sidder paa Tronen i dit Liv. Du kan ikke paa noget Vilkaar lade være at elske Gud over alt andet, og du kan ikke lade være at elske alle dem, som er født af Gud. Ja, du fyldes i den Grad med den guddommelige Kærlighed, at du kunde tage hele Verden i Favn og lægge den ned for Herrens Fødder. "Guds Kærlighed er udgydt i vore Hjerter ved den Helligaand, som er os givet."

Dette er Guds Kærlighed. Hvor uendelig meget skiller denne Kærlighed sig ikke fra vor egen, svage, begrænsede Evne til at elske Gud og Mennesker! Hvor hellig og ren er ikke denne Guddomsstrøm, som allerede i Tiden flyder igennem de helliges Liv! Tænk, hvilken vidunderlig Magt denne Kærlighed har til at løse os fra Selviskhed og Egoisme. Den løser vore Hjerter fra de jordiske Ting, og den vender vort Blik imod de evige Højder.

Den gør os til ventende Sjæle, som elsker Herrens Tilkommelse.

Naar Lammets Brud er rede, da kommer vor Herre Jesus i Himmelens Skyer.

Han kommer som Lynilden. Han kommer i Ære og Magt. Han kommer for at forløse sin længselsfulde Brud. Snart har Han taget den sidste Sjæl ud af Synden og Verden. Snart er Skaren fuldtallig, og da kommer Han.

Men ve dig, du Verden, og ve dig, du Menneskehed, naar den blodtvættede Skare forsvinder fra din Nærhed! Djævelen skal stige ned til dig i stor Vrede, og han skal bruge hele sin dæmoniske Magt til at ødelægge og fordærve. Din Latter skal forvandles til Klage og din Sang til Veraab. Du skal høste Frugten af dine Gerningers Sæd og erfare Følgerne af din Synd og din Vantro.

Og ve dig, du verdsliggjorte Kristenhed, du troløse Slægt, som vel gav din Konge Læbernes Hyldest, men aldrig frembar Ofret af et sønderknust Hjerte. Din Kulde og din Uaandelighed var Brudesjælens største Fare. Men nu er de for evigt løst ud af dit isnende Favntag og frigjort fra din dræbende Aande. Din Regnskabsdag er kommet Frelsens Klokke har lydt for sidste Gang. Bryllupssalens Port er stænget.

Men "salig og hellig er den, som har Del i den første Opstandelse". "Salige er de som to deres Klæder og faar Lov at gaa ind i Staden gennem dens Porte." - Ja salig er du, som lyttede til Jesu Stemme og lod dig tage ud af en dødsdømt Verden. Snart skal du fra Taaredalen løftes ind i den Verden, hvor ingen Sorg skal være mere.

Da er det Slut med din Sygdom og din Smerte. Den blindes øjne skal straale af himmelsk Klarhed, og den døves øren skal lytte til Englenes Sang. Martyrerne skal se Ham, for hvem de udgød deres Blod. Vi skal se Ham, hvis Hænder bærer Mærker af Naglerne, og hvis Pande en Gang saaredes af Torne. Vi skal se Ham Ansigt til Ansigt og en hel Evighed mættes i Beskuelsen af Ham.